throwback

Hej bloggen

I dag er det 2 år siden jeg fik Estel. Jeg fik hende foræret i bytte med mine daværende to shetlandsponyer som i forvejen var sat tilsalg. Jeg husker tydeligt at jeg bliver spurgt af Estels tidligere ejer "om jeg kender en der vil købe en fjordhest?". Jeg husker også mit svar om at jeg desværre ikke rigtigt kendte nogen som søgte pt. Kun en uge efter kom min far ind på mit værelse og spurgte om jeg ikke selv ville ud at se hende. Det var sindsygt og ikke noget jeg i min vildeste fantasi havde tænkt kunne ske. D. 23 februar 2014 var vi ude at se hende. Jeg havde Lærke og Maria med for at have andres øjne på det. Jeg kom ud til en meget lille fjordhest med meget flækkede hove, kæmpe over og underhals, hun var direkte fed. Selvom hun så sådan ud, og selvom det eneste jeg fik lov til var at trække en tur ned af grusvejen med hende, så var jeg solgt alligevel.

D. 25 februar hentede vi hende for at få hende på prøve. Vi ville gerne se hende løbe lidt og tjekke hende ordenligt igennem oppe i stalden hvor jeg havde Bamse. D. 28 februar overtog jeg hende og rejsen begyndte. Man må sige at der er sket utrolig meget med Estel. I starten kunne jeg bogstavligtalt ingenting med hende overhovedet. Ikke engang hente hende ude på marken. Jeg kunne ikke fange hende, og fangede jeg hende stak hun af fra mig. Har ikke tal på hvor mange gange hun har brændt mine hænder ved at stikke af i fuldfart og skide på min tilstedeværelse. Jeg blev smidt af 3 gang jeg sad på hende. Hun stak af når jeg red hende. Hun maste mig i bokslåger og op af vægge. Hun stak af fra mig når jeg forsøgte at longere hende. Og hun kunne absolut ikke stå stille inde i stalden.

Generelt var hun helt modsat af hvad hun er nu. Det er som at have en helt anden hest. Ingen havde regnet med at hun skulle blive så sej til at gå i trailer og have med på ude-bane som hun er blevet. Nu hiver hun rosette efter rosette med hjem. 9 ud af 10 træninger går perfekt. Og hun udvikler sig i et hastigt tempo. Jeg er så stolt af hende, og jeg tænker tit på det når jeg står ude hos hende. Så sent som i dag snakkede jeg med Lærke om at det er vildt at jeg i starten satte mit liv som indsats hvis jeg red ud på hende alene, nu kan jeg ride lige så lange turer som jeg vil, hun trasker bare derud af.

Vi mistede Bamse i Oktober 2015. Jeg savner hende hver dag, Estel hjælper mig meget. Hun har fået en helt anden mening efter jeg mistede Bamse. Ikke at hun ikke var noget specielt inden, det er bare anderledes nu. Vi er ved at blive gode kammerater, i sidste uge kom jeg ind i stalden og hun vrinskede til mig som Bamse plejede at gøre. Det gør mig glad! Jeg er glad for Estel, rigtig meget. Selvom det aldrig bliver det samme, føler jeg at vi er godt på vej alligevel.