Hej bloggen
Først og fremmest vil jeg undskylde for den lange pause jeg har haft med at blogge. Det skyldes en helt masse forskellige ting, som bare vil lyde som dårlige undskyldninger. Set i det store hele er der bare sket ufattelig meget i mit liv de sidste måneder. Ting der har gjort at mit overskud til at blogge ikke har været til stede. Her til aften kom jeg i tanke om hvor langtid bloggen egentlig har stået stille, og nu vil jeg give mig tid til at forklare lidt om hvorfor.
Mit sidste indlæg blev skrevet lige efter stævnet i maj måned. En uges tid efter begyndte der at komme problemer med Estel. Hun blev meget halt, og jeg fik svært ved at holde træningen ved lige. Vi havde dyrlæge ude flere gange, og fandt senere frem til at hun havde udviklet en form for seneskade i venstre bagben pga. hendes tidligere enorme overvægt. Derfor gik træning så godt som i stå, lige efter vi havde redet stævne. Hun var til Aabenraa dyrskue, hvor hun artede sig rigtig fint. Der var dog en del stress dernede, så derfor gik hendes fremvisning lidt hurtigt. Hun kom dog hjem med 22 point ud af 24 og en fin hvid rosette.
Træningen var så godt som gået helt i stå igen, og er der noget træningen med Estel ikke må - så er det at gå i stå. Jeg kører død i det, og finder hurtigt andre ting jeg hellere vil så. Det kræver meget tid og overskud at have en hest, og hvis der aldrig er fremgang, så kører man bare død i det på et tidspunkt. Derfor var det lidt surt, at det skulle gå sådan ned af bakke med hende, nu hvor det ellers var gået så godt. Vi måtte aflyse til Ung Camp på Birken, fordi hun ikke var stabil at have med grundet haltheden. En uge efter Ung Camp skulle vi til kåring, og da vi ikke kunne få pengene tilbage, besluttede vi at tage afsted. Vi havde ikke rigtigt kunne træne hjemmefra, fordi vores egen bane var for tung for hende at gå på. Derfor var alt træningen egentlig forgået på tur. Vi havde derfor heller ikke rigtigt nogle store forventninger til Estel. Kåringen gik okay, hun var sød at have med! Men hun kunne sagtens have fået bedre point end hun gjorde. Vi tog det som en oplevelse, og så gør vi det bedre igen næste år.
Midt i Estel's dårlige periode, blev Bamse pludselig rigtig syg. Hun fik et meget voldsomt astmatisk anfald, hvor dyrlægen måtte ud med det samme. Hun fik en indsprøjtning, og kom på binyrebakmol i store mængder. Herefter tog jeg beslutningen om at pensionere hende. Hele sommeren gik Bamse og fik lov til at være hest. 19 år på bagen, og bare hygge hele tiden. Ingen høje forventninger, og ingen høje krav. Hun skulle bare nyde det. Vi tog på bade tur til Hampen sø som havde været en tradition for os om sommeren i et par år. Bamse red med Sofie, og jeg red på Estel. Vi havde sådan en hyggelig dag som skabte en masse minder.
I starten af Oktober blev Estel flyttet til Uldum. Et nyt eventyr skulle nu begynde for os. Vi fandt frem til i løbet af de mange måneder, at det var ridebanen hun ikke kunne holde til at gå på. Derfor flyttede jeg hende i håb om bedre forhold, og mere intens træning. Dagen hun skulle flyttes gik hun lige op i traileren, det tog ikke engang 5 min. Hun opførte sig eksemplarisk allerede fra starten af derude. Vi var så stolte af hende. Vi red dressur første gang en uges tid efter flytningen, allerede der gik hun bedre end hun nogensinde havde gjort på Nylund. Det bekræftede mig bare i, at jeg havde taget den rigtige beslutning med hende.
 |
| Vores sidste dressur træning på Nylund |
 |
| En af vores første dressur træninger i Uldum |
I mens det går bedre end nogensinde før med Estel, bliver Bamse syg igen. Tirsdag d. 20 oktober står hun og hiver efter vejret som før sommerferien begyndte. Hestene var lige kommet på stald. Hun reagerede sindsygt hurtigt på staldmiljøet. Vi ringede til dyrlægen med det samme. Hun fik binyrebakmol igen, dobbelt dosis. Kl. 19 kørte jeg ud til hende om tirsdagen for at tjekke op. Hun var ikke blevet bedre overhovedet. Allerede den aften havde jeg på fornemmelsen hvad klokken havde slået.
Onsdag tog jeg i skole, men kl. 9 ringede jeg til min veninde Line, for at høre hvordan Bamse havde haft det om morgenen hvor hun havde lukket hende ud. Det var desværre ikke gode nyheder Line havde til mig. Hele onsdag gik med at ringe til dyrlægen, veninder og familie. Dyrlægen fortalte os, at hvis hun fik et anfald uden vi opdagede det ville hendes lunger kollapse. Jeg fik at vide at det er en af de mest smertefulde måder en hest kan dø på. I det øjeblik vidste jeg godt, at mit hjerte nu skulle gå i tusinde stykker. Jeg tog beslutningen onsdag formiddag - bamse skulle herfra.
Jeg tog hjem fra skole kl. 12 og kørte direkte ud til hende. Jeg var så ked af det. Inden i vidste jeg at det var det eneste rigtige at gøre for Bamse. Der var ikke mere jeg kunne stille op, og hun fortjente slet ikke at komme et nyt sted hen nu hvor hun var så syg igen. Jeg havde altid sagt at hun skulle være hos mig til den dag hun ikke kunne mere. Bamse gav selv besked om hvornår den dag var kommet, uheldigvis var det lige nu. Jeg var ikke klar til at sige farvel, men fordi jeg havde været klar over hendes tilstand hele sommeren "havde jeg nok set det komme" på en eller anden måde.
Hele onsdag eftermiddag brugte jeg på at gøre hende fin. Vi startede med at strigle lidt, for bagefter at gå ud på ridebanen og skridte lidt. Hun kunne ikke rigtigt holde til at skridte, så det gjorde vi kun i 10 min. Så gik jeg ind i stalden med hende igen, hvor hun fik et bad. Jeg gjorde hende så fin, og Bamse lavede ikke andet end at forsøge, at få mig til at smile. Ligesom hun altid har gjort. Jeg husker særligt et øjeblik hvor jeg står og putter sæbe i hendes man, da jeg begynder at græde igen. Bamses reaktion var at ryste alt sæben lige ind i mit hoved, for bagefter at vende hovedet mod mig og kigge på mig med godetroende øjne - som om hun bare ville have jeg skulle smile. Og det gjorde jeg, jeg græd og grinede på samme tid.
Vi havde så mange særlige øjeblikke den eftermiddag. Vi lavede intet sammen, alligevel betød det alting for mig. Jeg gjorde hende opmærksom på hvor meget jeg elsker hende, og altid vil gøre det mindst 100 gange. De sidste 45 min jeg havde med hende, sad jeg bare i hendes boks og betragtede hende. Jeg hørte musik, sangen "never be alone" med Shawn Mendes vil for altid minde mig om Bamse, den dag og det øjeblik. Det hårdeste jeg nogensinde har prøvet, var da jeg skulle gå fra hende. Jeg krammede hende, kyssede hende og sagde til hende at det hele nok skulle gå. Og at jeg elsker hende at hele mit hjerte. Da jeg gik fra hende vidste jeg at vi ikke ville se hinanden igen i foreløbig. Det knuste mit hjerte. Men jeg sagde ikke farvel til hende. Det var ikke mit sidste ord. Jeg sagde "vi ses" for det ved jeg vi gør en dag.
Torsdag kl. 10 forlod hun vores verden. Jeg var ikke i skole den dag, men jeg kunne heller ikke selv se det ske. Min veninde stod derfor for det, og det sætter jeg uendeligt meget pris på at hun ville bruge sin tid på. Bamse vil altid været elsket af rigtig mange mennesker. Alle der kendte hende, vidste hun var en helt speciel hest. Jeg fik en del af hendes hale klippet af, det skal laves til et lykkebringende armbånd Estel og jeg skal bære. I slutningen af December får jeg lavet en tatovering, som også er til minde for hende. Hver torsdag tænder jeg lys for hende. Der går ikke en dag hvor jeg ikke savner Bamse, men jeg ved også, at hun ikke ønsker jeg skal græde mine øjne ud hver dag og glemme hvordan man er glad. Derfor forsøger jeg at finde de positive ting i det.
Pernille tog lidt billeder af os med min mobil på vores sidste dag.
De første dage efter hun var taget herfra var hårde. Men jeg havde på samme tid også besluttet mig for, at jeg ikke ville lade mig ryge helt ned i et sort hul. Jeg været nede med en depression, og haft det elendigt i flere perioder, og lige nu føler jeg bare at jeg bliver nødt til at være stærk. Jeg vil ikke lukke mig inde på mit værelse, eller for den sags skyld droppe træningen med Estel. Det er ikke hendes skyld, og jeg ved at Bamse ikke ønsker mig noget dårligt.
Så jeg holder hovedet højt. Som dagene går bliver det ikke lettere, jeg vender mig bare til det. Nogle gange savner jeg hende ekstra meget, og så bliver der fældet et par tåre. Men sådan er det, og jeg vil ikke skjule min sorg. For ja - jeg savner hende uendeligt meget. Og sådan vil det bare være resten af mit liv.
Med hensyn til Estel går det stadig rigtig meget frem ad. Der er lang afstand mellem vores dårlige træninger. Hun udvikler sig hele tiden, nærmest fra gang til gang og hvis hun har en dårlig dag - er det ikke værre end at man sagtens kan få et eller andet godt ud af det. Min tro på Estel og min stolthed over hende, den kan ikke beskrives! Jeg er uendelig glad for at jeg har hende.
Vi er begyndt at ride fast undervisning hver anden mandag hos en rigtig dygtig træner. Hun får os rykket hurtigt, men korrekt frem ad. Vi er startet helt fra bunden, med hendes tempo. Nu er vi kommet så langt at vi kan fokusere på præcis ridning efter bogstaverne. Vi kan forlange mere og mere af hende i sær i skridt og trav. Galop handler bare om at holde hende igang på A banen.
D. 21 november, altså om 14 dage - starter vi vores 2 stævne. Vi skal starte samme klasser som sidste gang, men jeg føler en helt anden ro i maven omkring det. Jeg føler nemlig at jeg har "styr på hende" nu i forhold til sidste gang. Hun løb meget med mig, og kunne stadig finde på at stikke af med mig. Det gør hun aldrig mere. Kan ikke huske hvornår hun sidst har gjort det!
Jeg har været meget syg, og selvom jeg var syg kunne jeg stadig sætte mig op og få en super god dressur træning med hende. Det er skønt at det er sådan. At min krop ikke behøver at være fit for fight for at jeg kan ride hende. Førhen krævede det ufattelig meget af mig, at få en god tur på hende. Nu gør hun det nærmest helt af sig selv. Det er så vildt at tænke på.
Vi har planer om et par stævner mere her i løbet af vinteren. Jeg sørger selvfølgelig stadig for at variere træningen en masse. Vi rider stadig turer i kæret, og jeg longere hende også. Hun har ikke været halt en eneste gang siden vi flyttede hende, og hun kan rides på alle 3 slags underlag (vi har 3 forskellige baner) uden at blive påvirket af det. Jeg har sådan en god mavefornemmelse omkring det hele.
Musklerne begynder stille og roligt at komme frem på hende. Og vi har fået fat i en ny sadel til hende også. Min ellers højt elskede Isabell Werth lå ikke ordenligt på hende. Den blev ved med at glide frem, så nu forsøger vi os i stedet med en windsor elite. Den fungere indtil videre meget bedre for os.
Så altså - kort fortalt kan i nok godt fornemme at der har været en del ting som har gjort at jeg ikke har haft lyst til at blogge. Nu vil jeg se om jeg kan komme igang igen. Det er jo sjovt at læse tilbage på om nogle år. Og jeg savner det da på nogle punkter også.
Man kan sige, at det hele er et nyt kapitel for os nu. Jeg håber det bliver godt.
