 |
| sensommer 2013 |
2007: I en alder af 10 år havde jeg forelsket mig i heste og ridning. Min største drøm var, at begynde til ridning. Mine forældre var ikke helt enige om hvor vidt det skulle have lov til at ske. I vinterferien 2007 fik jeg endelig lov til at deltage i en pony-uge ude i Egtved. Kun kort tid efter det, fik jeg lov til at begynde til ridning 1 gang ugentlig. Jeg begyndte at ride om torsdagen og endelig var det tid til at komme afsted 1. gang. Jeg husker tydeligt mit første besøg på Uldum Rideskole. Stalden var nærmest opdelt i "2 dele", og i boks 3 på venstre side stod der en hest jeg forelskede mig i, lige da jeg så den! Hurtigt og selv sikkert sagde jeg til min far, at "den ville jeg ride på!". Og det kom jeg også til. Hestens navn var Bamseline, og jeg skulle ud for en rejse med lige præcis den hest, som jeg aldrig ville have forstillet mig i lige præcis det øjeblik.
 |
| 2007, rytter her på billedet er Liva. |
D. 4. oktober 08 fik jeg en opringning om en ledig part, på samme tid fik jeg en sms fra Bamse's part. Hun var blevet bortvist, og hun ville gerne have at jeg takkede ja til parten på Bamse. Det krævede en del overtagelse, da jeg imellem tiden havde fået en dårlig oplevelse med hende, hvor Bamse havde givet mig en hjerne rystelse. Det udviklede sig til, at jeg var blevet lidt bange for hende.
Med lidt overtagelse fra min veninde Liva, takkede jeg ja. Vores 1. part dag var d. 10 oktober 08.
Kort tid efter blev Bamse meget syg. Hun var syg resten af 2008 og blev først klar til genoptræning i januar måned. Hun havde været meget alvorligt forkølet. Det stoppede mig ikke, jeg udnyttede istedet situationen til, at lære hende at kende på en ny måde. Vi begyndte at jordtræne, gå ture og jeg åbnede interesse for trick træning. Bamse blev passet i hoved og røv, i den tid hun var syg. Selv juleaften var jeg ude for at se til hende og nusse om hende. Vi fik hurtigt et godt samarbejde.
2009: I januar måned blev Bamse rask, nu var hun klar til at begynde med ridning igen. Det var meget anderledes for mig, at skulle ride hende nu. Jeg var blevet mere tryg ved hende, ikke at sige - at der ikke var en hel del at arbejde på stadigvæk, for det var der skam. Hele rideskolen havde aldrig set Bamse udvikle sig som hun gjorde nu. I februar startede vi vores 1. stævne. Vi kom på 3. og 5. pladsen i vores to klasser (Ld3 og Lc1), da det var et fastelavnstævne vandt vi også bedste udklædning, vi var amor. Hele 2009 blev vores bedste og eneste stævne år. Vi opnåede i alt 1. plads, 2x 2. plads, x antal 3. pladser, 3x 4. pladser og 1x 5. plads. Rideskolen fandt det helt utroligt hvad jeg opnåede med hende på så kort tid!
Da det blev sommer skulle hestene på græs, normalt var det ikke ok at hverken elever eller parter kom på besøg når hestene var på sommerfold. De skulle have fred. Jeg fik lavet en special aftale, fordi jeg ikke kunne undvære Bamse. Jeg besøgte hende hele sommeren ude på hendes sommerfold, hvor vi fik nogle dejlige timer sammen. Vi red turer uden sadel og i grime, og jeg lærte hende at smile og kysse på komando. Bamse nød opmærksomheden, og jeg elskede at give hende den.
Da sommeren var ved at være slut, havde Bamse taget utrolig meget på, i så voldsom en grad at det senere ville skade hende fysisk. Det vidste vi ikke noget om på det tidspunkt, da handlede det bare om at hun skulle i genoptræning efter en hel ferie. I den periode havde jeg hende helt for mig selv, jeg nød det. Vi var tilbage på rideskolen, og hun blev redet stille og roligt op til at kunne gå undervisning igen. Det gik stille frem ad. Jeg sørgede for at variere træningen, nogle dage red vi i rebgrime - uden sadel, andre med bid og sadel. Jeg elskede at gøre det anderledes for hende.
I den genoptrænings periode red jeg hende også uden udstyr for første gang. Det vil jeg aldrig glemme, følelsen af at jeg bare stolede fuldt ud på hende - det var fantastisk. Hun gjorde det hele rigtig godt. Hurtigt var hun klar til undervisning og elever igen. Jeg forsatte ihærdigt med at få det bedste ud af hende, hvilket jeg fik rigtig meget ros for! I september mødte jeg Lærke, som skulle vise sig at blive min bedste veninde flere år frem. Vi begyndte at ride sammen, hvilket selvfølgelig var en kæmpe succes. Vi havde nu hinanden at dele oplevelser med!
I juleferien 09 lavede jeg mit første rigtige galop anspring på Bamse's højre volte. Det var en af de ting som jeg havde fået at vide fra start, at jeg skulle acceptere - at hun aldrig ville komme til at lære. Det var en sejr uden videre, for os begge! Det var så mega fedt, at jeg kunne sige "hvad sagde jeg" og på samme måde var jeg helt utrolig stolt af Bamse. Tænk at lille bitte mig, på dengang 12 år havde mulighed for at opnå noget, som ingen aldrig havde kunnet før? Det var utroligt.
Selvfølgelig fandt hun det svært at galopere i den galop. Hun havde ingen balance, så det gik utrolig stærkt - men bare det at hun gjorde det. Det var utroligt.
Som afslutning af året red vi med i det store juleoptog igennem Uldum by. Bamse og jeg var julekoner, Lærke og Twister var julemænd. Hele 2009 var fantastisk, følelsen af at overse alle problemer, blot nye hinandens selskab og udvikle sig i fællesskab - det var utroligt.
2010: Året startede ud med en ordenlig nedtur, vores træning blev dårligere og dårligere - jeg forstod ikke Bamse's reaktion. Det var som om, at hun intet havde lyst til. Hun stoppede op midt på ridebanen og nægtede at flytte sig, rideskolen troede hun var rideskole doven. Vi red vores sidste stævne i Marts 2010, det gik bestemt ikke godt. Kun en uges tid efter, var hun halt.
Det skulle vise sig ikke "bare" at være halt. Bamse blev udtaget fra undervisningen, men dyrlægen havde sagt at hun skulle holdes igang. Det fik jeg æren af, og jeg skridtede hende rundt hver dag for at holde gang i hende som der var blevet bedt om. Vi red lidt tur til at starte med, men hurtigt måtte hun ikke engang gå udendørs længere, kun i ridehuset på blød bund. Bamse var halt i langtid, først i slutningen af Maj fandt vi ud af hvad der var galt. Hun havde "ødelagt sin bagpart", og i følge dyrlægen kunne hun ikke blive normal ridehest igen.
I den anledning blev Bamse i alt hemmelighed sat tilsalg. Rideskolen kunne ikke eje en hest, der ikke længere måtte bruges i undervisningen. Jeg vidste det ikke, men mine forældre gjorde. De vidste begge at det var min største drøm, at hun ville blive min egen pony. Men de havde en tvivl om vi havde råd til det. Jeg fandt hurtigt ud af, at noget var på færre. Min far begyndte at spørge om jeg ikke ville have en ny part, istedet for Bamse. Min mor virkede underligt trist, så jeg fik hurtigt lagt 2 og 2 sammen. Min mor var den der sagde det til mig, jeg græd. På det tidspunkt vidste jeg ikke om hun nogensinde ville komme til at blive min. Det var hårdt ikke at vide, om jeg skulle miste hende.
Men det skulle vise sig, at blive det bedste der nogensinde var sket. Kontrakten blev skrevet under d. 2 juni og nu var hun endelig min egen pony! Den dag husker jeg ganske tydeligt. Hun havde lige fået 4 sko på, og var lidt i bedring, dog måtte jeg ikke bruge hende yderligt meget. Jeg havde valgt at lægge ridningen på hylden - jeg var helt ligeglad, så længe det var hende jeg lå ridningen på hylden sammen med. Jeg hentede hende på folden, hvor jeg skridtede hende ind og fik en lille kort trav på få meter uden sadel og i grime, vores første trav i flere måneder. Jeg brugte en masse tid med hende inde i stalden, hvorefter traileren kom og vi kørte med hende.
 |
| Taget d. 2 juni 2010, dagen hun blev min pony. |
Sommeren 2010 fik jeg hende ud til Twister's ejer, Pia. Her stod Bamse hele sommeren over. Vi begyndte stille og roligt at ride igen, og vi fik nogle gode skridt turer sammen med min mor. Alt fokus lå bare på, at Bamse skulle have det godt. Trick træning var kun skredet frem ad, og jeg valgte denne sommer at blive 100 % bidløs med Bamse! Det var en stor omvæltning, men det var fedt med nye udfordringer. Bamse gjorde det godt, og vi begyndte hurtigt at kunne mærke hvilken stor forskel det havde gjort, at få hende væk fra rideskolen og ud som privat hest. Hun var gladere.
I August blev hun flyttet på en gård inde i Vonge by, hvor der var ridehus og bokse til om vinteren. Hun tog flytningen helt fint, og vi satte pris på det nye ridehus vi nu havde til rådighed. I september fik vi vores 20 meter volter i galop, efter hendes skade! Noget dyrlægen havde sagt hun aldrig ville komme til at kunne igen. Det var utroligt, og Bamse nød ridningen mere end hun nogensinde havde gjort før. I hele den periode, havde jeg sat hende på slankekur. Overvægt og overbelastning der af var grunden til den ødelagte bagpart hun stod med.
2011: I januar 2011 havde jeg 14 års fødselsdag. Min fødselsdag blev brugt sammen med Bamse og mine to dejlige veninder Isabel og Freja, der var kommet på surprice besøg helt fra sjælland af! Vi havde den hyggeligste weekend. Det udgjorde nogle super gode timer. Men da jeg blev 14 år skete der også en kæmpe ændring i mit liv, min mor og jeg havde det ikke længere godt sammen. Og af meget personlige årsager, var jeg nødsaget til at flytte hjem til min far.
Bamse og jeg fokuserede mest på gode oplevelser, hygge og trick træning i denne tid. Jeg forlangte ikke rigtigt noget af hende, vi hyggede os bare og nød hinandens selskab! - Hun blev kun bedre og bedre i form, og jeg kunne snart sige pænt hej til dyrlægen og vise hvilken fin pony hun var blevet til. Hele rideskolen roste mig for det gode arbejde, men største delen af rosen skulle gå til Bamse - det var trods alt hende der gennemgik den positive udvikling, jeg var bare en brik i hendes puslespil.
Da det blev sommer fik jeg Bamse flyttet hjem til min nabo, hjemme hos min far. Det var skønt at have hende så tæt på. Herhjemme var der rig mulighed for nogle gode lange turer, og der var en lille fin ridebane vi med lethed kunne bruge til at ride på.
Hele år 2011 foregik stille og roligt. Bamse lærte flere og flere tricks, og vi begyndte at blive vist i diverse heste-magasiner. Flere og flere folk begyndte at følge med på min blog, også på det der blev kaldet Hestegalleri, blev Bamse meget populær blandt andre heste folk. For mig var det utroligt at så mange mennesker pludselig snakkede positivt om os, jeg havde altid været vant til at folk var gået imod mig og sagt at hun intet nogensinde ville lære! Det var utroligt, at folk begyndte at tro på hende - sammen med mig. Det gjorde mig rigtig glad, hvilket også udviklede sig endnu mere senere.
I september 2011 kommer vi ud for en ulykke i trafikken. Historien blev udgivet i endnu et heste-magasin, kort fortalt kørte en scooter efter os. Bamse løb løbsk og jeg faldt af, hun løb hen over mig og var selv ved at blive påkørt af en lastbil. Bamse slap med forskrækkelsen, jeg endte med en hel side med bøjede ribben og en hjernerystelse. Hun havde trådt mig lige på ribbene, og jeg havde været heldig - da hun let kunne have trådt 4 cm længere inde, også havde hun ramt mine organer - det var ikke sikkert at jeg havde overlevet det. Heldigvis skete det ikke.
Bamse ændrede sig. Hun var bange for alt bevægelse bagfra. Hun kunne slet ikke komme ud i trafikken, alt skræmte livet af hende. Efter en lang periode hvor jeg ikke selv kunne ride, grundet mine bøjede ribben - kom vi ud igen. Jeg red en tur på hende, hvor min far trak os. Min veninde gik med ved siden af sammen med hendes shetlandspony, som støtte. Det gik egentlig fint nok, men da vi kom hjem blev hun bange for en traktor og stak igen af i løbsk galop. Jeg var nødsaget til at styre hende lige ind i en garage. Dette viste sig at blive en større opgave.
 |
| Billedet her blev taget præcis i det øjeblik hun stak af fra traktoren. |
2012: Hun blev hurtigt meget mere rolig oppe på Nylund end hun nogensinde havde været før. Pludselig kunne hun stå alene i stalden og være alene ude på folden uden at gå helt amok. Vi begyndte at ride stille og roligt ude på ridebanen. Jeg kom ikke så meget afsted på tur, da jeg ikke turde at gøre det alene. Alligevel var jeg godt klar over at vi måtte komme over det på en eller anden måde. Udfra det valgte jeg, at begynde at trække hende ned til bilerne hver dag. Stille og roligt bevægede vi os længere og længere væk. Snart gik vi hele turer rundt i skoven. Bamse tog det bedre og bedre fra gang til gang.
Alt træning forgik i den periode meget fra jorden af. Bamse og jeg var på gå ben sammen med de andre ryttere fra stalden. Og lidt efter lidt, gik det bedre og bedre for os igen. I foråret 2012 fik vi vores første helt kontrolleret og afslappet tur. Det var stort, og jeg var endnu engang stolt af hende.
Sommeren 2012 fik vi lavet vores 1. trick opvisning! Vi havde øvet os på livet løs, og var endelig klar til at vise noget af det vi var allerbedst til frem for verden. Hun klarede hele opvisningen super godt. Den sommer var vi også ude at bade for 1. gang, hun elskede det!
Hun måtte ikke længere "bare hygge sig" som vi havde gjort de tidligere år, da hendes ryg havde brug for den seriøse ridning. Derfor begyndte jeg at ride dressur på hende igen. Det hele startede stille og roligt op. Til at starte med travede og skridtede vi mest.
 |
| På dette billede er det særligt tydeligt hvor dårlig hendes bagpart fungerede på det tidspunkt. |
2013: Hele ride delen handlede om at komme frem og ned, og få noget bagparts aktivitet inde i hende. Det gik dog hurtigt frem ad, og vi begyndte at få noget undervisning af min veninde. Det gavnede os utrolig meget. Bamse blev hurtigt bedre og bedre, hun fik flere og flere muskler og alting skred stille frem med hende igen. Undervisningen gav os en hel del, og vi fik nye ting at øve på fra gang til gang. Det var underligt for os, pludselig at skulle være så seriøse igen efter så lang en periode kun bestående af hygge. Man kunne mærke på Bamse at hun nød at komme igang.
Musklerne begyndte stille og roligt at komme mere og mere frem på hende, som træningen skred frem ad. Foråret begyndte at komme og vi begyndte at ride nogle gode lange forårs turer sammen. Ridning i naturen var ikke længere et problem for os, tvært imod. Nu kunne hun rides i naturen blot i en cordeo. Alle vores mål begyndte at blive nået. Og der skete kun positiv forandring med Bamse.
2013 blev vores bedste år i den flotteste tilstand. Bamse blev flottere og flottere. Alting begyndte at give mening og vi fandt vores vej frem. Hun udviklede sig med lynets hast. I april 2013 fik jeg en kæreste, det tog en del af min tid - men jeg undlod ikke at ride Bamse på nogen måde. Jeg fik blot mere at se til i hverdagen. Det gjorde heller ikke noget, jeg elskede jo alt hvad jeg lavede.
Jordtræningen blev også bedre og bedre. Vores Youtube kanal kom frem, og folk begyndte at følge med i de videoer jeg uploadede af hende. Det var underligt at få så meget ros fra fremmede mennesker. Bamse blev hurtigt velkendt i både Holland og Danmark m.m. - Det var underligt at modtage beskeder, om at folk havde set hende og jeg ride tur. Eller i det hele taget at modtage lange romaner om hvor meget man fik ud af at følge med på vores blog. Det betød uendeligt meget for mig.
I sommeren 2013 fik jeg min tidl. part Sylvester over for at passe ham. Nu havde jeg den dejlige opgave at tage mig af 2 dejlige fjordheste. Den sommer var fantastisk, alt der skete var fantastisk - det var den bedste sommer i hele mit liv. Jeg ville give guld for at opleve det hele en gang til.
Hele den sommer var perfekt! Alt den gode fremgang forsatte kun hele efteråret og vinteren med. Ingenting kunne på det tidspunkt stoppe os fra at blive bedre. Hun var i sin bedste form nogensinde! Hele den periode er det bedste der nogensinde er sket for mig, jeg har ingen ord til det. Hun var bare perfekt, intet kunne stoppe os. Øjne åbnede sig for nye bedre muligheder for os. Ingenting kunne gå galt.
2014: Da året endnu engang skiftede var Bamse i sin bedste form nogensinde. Aldrig havde hun været så lækker at se på, som nu. Hun gjorde absolut kun fremskridt. 2013 og starten af 2014 var helt klart den bedste periode vi nogensinde har haft! Vi fik gode oplevelser gang på gang.
Dressuren begyndte at blive mere seriøs, og derfor tog jeg efter langtids overvejelse beslutningen om at begynde Bamse med bid igen. Det var en svær beslutning for mig, grundet vi havde redet bidløst så længe - og at jeg jo på en eller anden måde, var lidt imod det. Men det var nødvendigt for os, jeg var begyndt at få ondt i kroppen af at ride hende, mere end hvad godt er. Jeg fik stærke smerter, fordi hun hang så meget på tøjlen at jeg bar' hende med min egen ryg. Det var usundt for både hende selv og jeg. Derfor besluttede jeg at prøve hende med bid igen, og det viste sig at være en ganske ude-mærket beslutning.
Bamse blev hverken mindre eller mere glad, hun forsatte bare ligeså god som altid. Vi begyndte at springe en del. Hun begyndte at få faste trænings dage, alting gik perfekt. Vi red os stærkt imod et stævne vi skulle deltage i. Hun var perfekt, vi kunne have vundet klassen - desværre kom vi aldrig afsted. Det var super ærgerligt, det kunne være blevet den bedste oplevelse nogensinde.
Alting gik strygende, lige indtil lige før sommerferien. Bamse blev syg, hun tabte alle sine muskler og smed alt sin vægt på blot en uge kunne man se kæmpe forskel. Vi reagerede selvfølgelig på det, og tilkaldte en dyrlæge. Hendes humør dalede og energien forsvandt. Ingen vidste hvad der gik galt.
Til at starte med fik jeg besked på at forsætte hendes træning stille og roligt. Derfor var det, det jeg gjorde. Desværre var der ingenting der hjalp, hun blev kun værre og værre. Dyrlægen mistænkte hende for at have udviklet sukkersyge og cussing syndrom. Hun fik taget blodprøver på alt, nyre-tal - kræft, mere advancerede orm end hvad en ormetest ville kunne klare - alt blev undersøgt.
Hendes prøver blev sendt til Tysk- og England. Imens vi ventede på svar, begyndte jeg at stoppe hendes træning stille og roligt. Jeg synes ikke det var fair overfor hende at forsætte. Hun var uden tvivl meget påvirket af det. Og fordi vi endnu ikke vidste om hun havde en større sygdom, valgte jeg at give hende en pause indtil der kom svar. Desværre blev Bamse kun værre og værre i den tid.
Da der endelig kom svar fra prøverne, gjorde det os desværre ikke specielt klogere. Det eneste "forkerte" ved dem var, at hun producerede lidt for mange hvide blodlemer grundet hendes sommereksem. Andet var der ikke at se. Hun var altså ikke dødsyg, men hvad var der så galt?
Dyrlægen valgte at stoppe med at undersøge hende mere. Jeg gav det tid, tænkte at det måske ville hjælpe. Alt ridning stoppede stort set, vi fik hende hjem at gå sommeren over. Det fik vi en masse gode oplevelser ud af, til trods for hendes tilstand.
Et par gange red jeg ud på nogle korte ture med hende. Hun nød turerene ligeså meget som hun altid havde gjort, men energien var ikke den samme længere. Hendes muskler kom aldrig tilbage, og hun ville ikke tage på, på trods af at hun dagligt fik både foder, hø og græs.
I den tid jeg havde hende hjemme, hyggede vi os rigtig meget. Jeg kunne lave alt og ingenting med hende, gå ud til hende lige præcis når jeg havde lyst og jeg kunne tjekke op på hende alle døgnets 24 timer. Det var rart. Men intet blev bedre med hende. Jeg begyndte at tvivle på at det nogensinde ville blive bedre.
Inden sommerferien sluttede kom hun tilbage til Nylund. Jeg havde på det tidspunkt lagt alt ridning på hylden, udover ture i skoven. Hun var glad, men stadigvæk intet positivt omkring hverken vægt eller muskler. Intet dukkede op. For at opbygge muskler, behøvede hun mere fedt hun havde på kroppen - men det ville bare ikke hjælpe, uanset hvad jeg gjorde.
Jeg besluttede mig for at indse, at der nok aldrig var nogen som ville finde ud af hvad der var galt med hende. Derfor kunne jeg ligeså godt nyde tiden, varmen og sommeren med hende som jeg plejede at gøre. Vi fik os nogle mindeværdige oplevelser i sommeren 2014, uden tvivl!
Bamse og jeg havde været ude at bade 1. gang i år 2012, nu skulle vi endelig ud at bade igen. Hun nød det fuldt ud. Denne gang var vi afsted i rebgrime, hun havde fuldstændig kontrol over det hele, og hun elskede det. Det var dejligt med en optur midt i alt det triste.
Vi fik en masse minder midt i alt det triste. Det var dejligt, og lige hvad jeg havde brug for. Efter sommerferien startede jeg i skole igen, efter 1 års pause. Jeg begyndte på gymnasiet og derfor blev tiden knapt til at nå hestene i starten. Det gjorde det hele svært at få til at hænge sammen. Midt i det hele mistede jeg min kæreste, det tog på mange måder også hårdt på mig.
Jeg valgte i efteråret at søge efter en part til Bamse. En som ville hygge og nusse om hende, når jeg ikke selv havde tiden til det. Hun kunne jo godt rides på tur, som det hele så ud. I måneder fik jeg intet svar på min annonce, men pludselig stod Louise der. En sød pige på 16 år, som blev Bamse's part. Hun kom ud for at prøve hende, og de matchede bare så fint. Jeg var også helt sikker på at Louise ville behandle Bamse ordenligt, hvilket betød mindst ligeså meget for mig.
Men i mellem alt det her, begyndte jeg at miste min interesse for det hele. Det var forfærdeligt, jeg kunne mærke hvordan jeg begyndte at opgive alt det håb som jeg ellers altid havde haft. Bamse blev ikke bedre, og jo værre det hele blev - jo mere ked af det blev jeg. Fordi jeg kunne ikke på nogen måde bære at se hende sådan her, uden jeg overhovedet kunne hjælpe hende.
Jeg var målløs. Jeg anede ikke hvad jeg længere skulle stille op med hende, mig selv eller alt andet! Bamse fik dyrlæge igen, men stadig uden videre held. Hun blev endnu engang tjekket for orm - stadig uden noget resultat. Alting virkede normalt.
Hele efteråret og vinteren blev der ikke taget nogen billeder af os. Når jeg var hos hende, fokuserede jeg mere på at hygge om hende - end om at tage nogle videoer eller billeder. Mine tanker kørte rundt i hovedet, og jeg gik med en konstant følelse af at hun kunne dø imorgen. Det var ikke rart, det er ikke rart. Hun har i halvdelen af mit liv, været den der har betydet aller mest for mig. Det var svært, meget svært.
2015: Det nye år gik igang, Bamse var stadig ikke i nogen forbedring. Jeg begyndte at skifte hendes foder, for hvad nu hvis jeg fodrede hende forkert? Hvad hvis det hele var min egen skyld? Jeg følte mig som den dårligste heste-ejer i hele verden! Med en foderkonsulent ind over fandt vi ud af, at bamse ikke kunne få bedre fodring end hun fik.
I februar begyndte jeg at forsøge på at dele mine positive tanker igen. Tanken om at hun nok en dag skulle blive okay igen, den tittede lidt frem inde i mig. Men størstedelen følte stadig det modsatte. Jeg har altid været meget stædig, og jeg nægtede at stoppe med at forsøge at finde en grund til det der skete med Bamse. Jeg kiggede alle papirer igennem, og kom til at tænke på dyrlægen havde sagt at hendes alder var omkring 14 år. Men i hendes 1. vaccine bog stod der altså 1996, det vil sige at hun istedet for 14, skulle være 19 år. Det ville give en lille smule mere mening, hvis alderen spillede ind over. Det lysnede det hele lidt op, fordi en gammel hest har sværere ved at holde hul om vinteren specielt. Det ville give mere mening. Bare det at vide der var en grund at finde, beroligede mig.
Men Bamse's adfærd ændrede sig hele tiden i den dårlige retning. Hvad skulle jeg gøre? Hun begyndte at sparke bagud, hun begyndte at blive sur og irreterret. Alt var unormalt, ingenting var som det plejede! Dyrlægen mente at hun pga. savnet til mig, tabte sig og derfor ville det være godt at hun tilbragte mere tid med sin part, Louise. Så kunne hun på den måde blive lidt glad for hende også. Men intet virkede, hun blev ikke bedre.
NU: Hele det her indlæg bunder i at der skete det værste jeg nogensinde kunne tænke mig til, sidste søndag d. 22.3.15. Jeg troede jeg skulle miste Bamse, alle mine tanker kørte rundt - jeg lavede de sygeste flashbacks til oplevelser vi har haft sammen, oplevelser som jeg ikke engang har nævnt i det her indlæg. Det er jo bare overordnet, så i forstår det - så i kan se hvilken rejse vi har været igennem. Måske også på den her måde forstå min beslutning der er blevet taget nu.
I søndags kunne Bamse ikke længere trække vejret. Jeg var redet på tur, jeg forlangte intet af hende - jeg tænkte bare vi skulle ud for at hygge os lidt. Vi nåede bare aldrig ret langt, pludselig kunne hun ikke få luft. Det er naturligt at gå i panik når ens hest ikke kan trække vejret, og det gjorde jeg selvfølgelig også. Jeg ringede til min veninde, som heldigvis var oppe i stalden. Hun fik mig til at gå stille og roligt hjem ad med hende.
Da vi kom hjem til stalden, kunne hun med det samme se at den var helt gal med hende! Vi troede at hendes lunger var færdige, klappet sammen - at hun skulle aflives. Det var ikke rart, det var det værste jeg nogensinde har oplevet. Jeg var SÅ tæt på at miste hende, og jeg kunne mærke alle de følelser jeg har gået med i måneder VÆLTE op i mig.
Sagen er den, at Bamse betyder ALT for mig - hun betyder intet mindre end hun altid har gjort. Jeg græd og græd, fordi det ville være det værst tænklige der kunne ske for mig. Jeg tilkaldte dyrlægen. Imens jeg ventede trak jeg hende ind i ridehuset og lukkede hende løs derinde. Jeg satte mig ned og brød endnu engang sammen. Jeg fortalte hende hvor højt jeg elskede hende, og at intet havde ændret sig siden 1. gang jeg så hende. Hun betød stadig lige så meget for mig, som hun altid havde gjort. Jeg fortalte hende, at jeg var ked af at jeg følte at jeg havde givet op det sidste halve års tid. Og at jeg var ked af at jeg ikke kunne hjælpe hende bedre og mere end jeg har gjort.
Bamse har altid haft en underlig fornemmelse af, når jeg var ked af det. Hun reagerede ved at stoppe med at spise det mad der lå inde i ridehuset, istedet gik hun hen til mig. Først stod hun på den ene side af mig, og da jeg ikke rigtigt reagerede på det gik hun over på den anden side og lå hele sin hals og hoved omkring mig. Det var som at hun stod og krammede mig, for at fortælle mig at det var okay og at jeg ikke skulle græde. Det var de hårdeste 20 minutter i langtid.
Dyrlægen kom, han tog ikke længe om at se hvor unormalt hendes vejrtrækning gik. Hun fik en indsprøjtning, han sagde at hvis vi ikke havde ringet - så ville han ikke tænke på hvad der var sket. Bamse havde fået en kraftigt astmatisk anfald. Hun kom med det samme på medicin.
Jeg var så lettet, selvfølgelig var jeg ked af det stadigvæk. Men hun kunne overleve det! Det var som at få at vide, at jeg havde bestået alle mine eksamensfag i skolen. Ingenting kan slå det.
Bamse fik konstateret blivende astma. Hun måtte ikke bruges før vejrtrækningen var normal igen. 1 dag efter var intet ændret, jeg havde åbnet hendes vindue så hun kunne få luft ind om natten. 2. dag var der ingen forbedring. 3. dag begyndte det at hjælpe, hun brugte meget tid på at stå og se ud af vinduet også selvom det regnede. Jeg tror at hun ved det hjælper hende. 4. dag var det blevet mere normalt end dagen forinden, og idag på 5. dag var hun nogenlunde sig selv igen mht. vejrtrækningen.
Jeg fik snakket ud med dyrlægen i søndags, om mine fustrationer og om at jeg er ked af at hun ser ud som hun gør. Han mente at alderen spiller ind hos hende, og at han kunne sige det på den hårde måde - og be mig om at skifte hende ud med en ny pony. Men jeg har jo Estel ved siden af, og derfor håber jeg at alle de 2000 + følgere og med mennesker omkring mig vil forstå min beslutning.
Jeg har besluttet at Bamse har gjort sit bedste i alt den tid jeg har haft hende. Hun har været det bedste i mit liv, og det vil hun altid være uanset hvad fremtiden bringer. Jeg vil gerne have en masse gode ting at se tilbage på, og jeg vil gerne give Bamse den bedste "sidste tid" hun kan få. Vi ved ikke hvor langtid der kan gå, det kan være 1 år, 1 måned - 4 år. Det er et vidt begreb, men jeg vil gerne have at hun nyder sine "gamle-år". Jeg vil gerne få det bedste ud af det hele.
Derfor har jeg taget en beslutning om at pensionere hende. Det er ikke fordi jeg ikke ønsker at ride hende længere, det er ikke fordi jeg ikke vil ride en tur på hende af og til. Men alt det seriøse træning, det skal hun have lov til at slippe helt fra nu. Louise, hendes part - kan stadig forsætte som part. Hun forlanger ikke så meget af Bamse, andet end en lille hyggelig tur i skoven og noget stille og roligt ridning på banen. Hvordan det ellers kommer til at foregå er endnu ikke helt besluttet fra min side af, hendes prøver er blevet sendt til undersøgelse og ligenu venter vi på svar fra dem.
Måske tager jeg hendes sko af, fordi med et par stille og rolige turer af og til, vil ikke skade hende uden skoene. Måske finder jeg et andet sted til hende på et tidspunkt, med andre ældre fjordheste hvor hun kan gå og hygge sig. Der er ingenting som er fastlagt endnu, men jeg har valgt at det er den her vej vi skal nu.
Bamse har givet mig alt hun overhovedet kunne, og jeg fortryder INGENTING. Jeg elsker hende ikke mindre end jeg altid har gjort, og jeg vil bare så gerne at i forsøger at forstå min beslutning. Jeg vælger ikke Estel over Bamse på nogen som helst måde. Jeg forsømmer ikke Bamse, jeg strigler hende tværtimod hver eneste dag. Jeg gør alt hvad jeg kan for at hun har det godt.
Min største drøm, er at hun her til sommer bliver "tyk". Ikke overvægtig som sådan, men "tyk" - lidt buttet og truttet at se på. Jeg savner det helt lige nu.
Lige pt. er hendes man klippet ned, det gør at hun ser lidt træls ud - men sådan er det, den var blevet for lang og jeg vil gerne have styr på den til, til sommer.
Dette indlæg blev langt, men jeg håber du har brugt din tid på at læse det hele igennem. Hvis du har nogen spørgsmål, eller bare vil rose eller for den sags skyld kritisere det - så skriv det i en kommentar.
 |
| Rigtig mange hilsner fra Bamse og jeg. De sidste 3 billeder er taget idag, d. 26.3.15 |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar