.. end at sige det til sig selv. Og hvorfor er det egentlig det? Hvorfor kan man ikke bare lære at sige til sig selv at alle har dårlige dage, vi ved jo godt alle sammen at vi alle har dårlige dage - men hvorfor er det at det er så svært at fortælle til os selv? Vi bliver altid kede af noget vi har gjort, eller nogle ting vi kunne have gjort anderledes hvis vi dog bare havde tænkt på samme måde i den situation hvor vi handlede? Hvorfor er det egentlig sådan?
- Ja, det må være mit store spørgsmål.
Bamse og jeg havde en super øv dag idag. Jeg ved at det ikke hjælper at blive sur på sig selv bagefter, men det bliver jeg alligevel. Jeg ved at jeg skulle have ladet værre med at ride idag - hvorfor gjorde jeg det så? - inderst inde tror jeg at jeg gjorde det fordi jeg sådan håbet på at hun kunne gøre det bedre - men når jeg så selv har en dårlig indstilling oppe i mit hoved, eller måske en for stor forventning? - så går det dårligt istedet for. Sådan var det lidt idag...
Vi skulle ikke rigtig lave noget specielt efter den lange tur igår. Jeg havde været i Vejle sammen med Lærke før jeg tog ud til Bamse. Det havde sådan set været super fint, og hyggeligt. Lige i tiden har jeg bare virkelig mange private ting som jeg går rundt og bøvler med i mit hoved. Skolen har været lidt noget lort den sidste uge, jeg skal snart op til eksamen, men jeg er slet ikke klar, og så er der dét jeg ikke deler med alle og vælger at holde lidt for mig selv.
Det hele er bare rodet, og jeg håber hver dag på at mit lyspunkt på hele dagen vil blive Bamse, det er det bestemt også, men når det så ikke lige går helt som jeg havde tænkt bliver jeg hurtigt irreterret pga. alle de andre ting jeg render rundt med. Det er dét der gør mig sur, for jeg ved godt at jeg bare skulle have ladet værre med at ride, og jeg ved godt at jeg ikke kan forvente at Bamse's dage er gode hver gang. PUHA. det er bare irreterrende og jeg vil gøre mig selv bedre til at huske på de ting jeg skriver lige nu..
Vi var inde i ridehuset og træningen var ret skod. Vi prøvede med sideways fra ryggen med hun blev ved med at gå imod mine signaler, til sidst blev jeg så træt af det og anede simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre ved det hele.
For lige at lyse det hele op lykkedes det til sidst. Ingen tvivl om at det har været meget bedre, men det lykkedes i det mindste. Det bedste idag var nok da jeg var færdig inde i ridehuset og tog alt udstyret af hende så hun var helt uden noget udstyr overhovedet. Jeg kunne bare gå ind i stalden så fuldt hun troligt efter mig og ventede til jeg havde hængt sadel osv. på plads og så gik vi videre ind i stalden. Hun stod helt uden noget på gangen og blev striglet og ordnet, hvorefter hun kom ned i boksen.
Hun er skøn og jeg kan ikke beskrive hvor højt jeg elsker hende. Der er bare så mange ting i mit hoved som jeg ikke magter at tænke mere på idag.
I morgen skal vi have dressur undervisning. Jeg håber på at vejret er godt så vi kan ride udenfor også vil jeg glæde mig til at ride igen, og gå ind til træningen med en indstilling der siger: "Vi kan gøre det her, sammen"