"En ulykke skulle ikke stoppe os"

" Mit navn er Minna, jeg er 15 år og har min egen fjordhest ved navn Bamseline. Den 20. september 2011 red vi på tur, som vi plejede, men denne gang gik alt ikke som normalt. Vi mødte desværre en trafikant som ikke viste hensyn, og det resulterede i en pony, der var skræmt fra vid og sans samt en hel side med bøjede ribben. "

"af Minna Mønster"

" Dagen startede med, at jeg havde været i skole. Hver fredag fik vi tidligt fri, og derfor havde jeg god tid hos Bamseline. Klokken 13 stod jeg i stalden og ville ride en tur i skoven. Jeg ombestemte mig dog, da jeg var nød til at vente lidt med at ride af sted, og ville i stedet ride turen som dagen forinden. Ridebanen var helt våd, så den kunne jeg ikke bruge.

På aftentur med Bamseline

Klokken 16 stod jeg i stalden efter at have taget hestene ind. Jeg tog Bamse ud for at sadle op. Hun havde altid været en meget trafikcant fjordhest, som elskede at komme på tur. På turen fik vi både galoperet og redet igennem en stor vandpyt, så alt var som det plejede - bare mig og Bamse på aftentur. Vi var ved at afslutte vores ridetur og det sidste stykke inden de små landeveje, skulle vi ride langs Viborg Hovedvej på cykelstien eller i græsrabatten. Vi kom fra tunnellen og op til cykelstien, hvor vi galoperede op ad galopbakken, og satte ned i skridt inden vi nåede cykelstien.

En scooter dukkede op

Oppe på cykelstien venter der os en overraskelse. En ældre mand på scooter kommer kørende og han gasser op. Han skræmmer Bamse og hun galopere af sted langs hovedvejen. Jeg prøvede og prøvede, men intet hjalp - manden ville ikke stoppe. Hver gang Bamse sænkede farten gassede manden på scooteren op. Han kørte lige bag os et langt stykke hen ad vejen. Jeg forsøgte igen at få ham til at stoppe, så jeg kunne få styr på Bamse igen, men han reagerede ikke. Jeg er ikke typen som går i panik i sådan en situation, jeg tænker mere over tingene bagefter. Så jeg tænkte klart, selvom jeg godt kunne mærke, at flugtinstinktet var trådt ind hos Bamse.

Jeg faldt af og blev trådt på

Jeg tænkte hele tiden, at jeg bare måtte få hende bremset på en eller anden måde. Da vi nåede længere ned ad cykelstien, kom der en lille sidevej, hvor vi kunne dreje ind på et lille græsstykke. Jeg fik hende drejet, men på græsstykket lå der et elkabel, så der var ikke plads til os derinde. Endelig får jeg hende ned i trav, men da hun er en svær pony at sidde på falder jeg af. Jeg faldt desværre uheldigt og kom ind under hende og det endte med, at hun løb hen over mig. Manden på scooteren nærmede sig og jeg får rejst mig op. Jeg var simpelthen så sur på ham. Jeg opdagede ikke smerten i min venstre side, jeg var bare sur og ked af det.

Bamse forsatte mod lyskrydset

Bamse forsatte ad cykelstien mod lyskrydset på hovedvejen. Tankerne fløj gennem mit hoved. Jeg var så bange på det tidspunkt. Ved lyskrydset kunne hun forsætte ud i krydset eller dreje ned af en sidevej. Jeg fandt min mobil frem og fik ringet til min far, og det eneste jeg fik sagt var: - Far du bliver nød til at komme, Bamse er løs ved hovedvejen, en mand på scooter har jagtet os og hun har trådt på mig, og så lagde vi på.

Græssede ved kirken

Manden på scooteren kørte stille forbi mig, men så satte han atter farten op og forsatte efter min løbske pony. På det tidspunkt tænkte jeg kun på én ting og det var, at Bamse skulle være ligeså klog, som hun altid havde været, nemlig at løbe hjem til stalden. Jeg græd og græd. Men til verdens største held var Bamse klog, hun drejede hjem mod stalden istedet for ud i lyskrydset. Jeg fandt hende ved kirken lige ved krydset. Hun stod og græssede. Jeg fik trukket hende ind på kirkepladsen og ventede herefter på min far. Få minutter efter var han der.

Bøjede ribben i venstre side

Vi kiggede på min venstre side, som var fyldt med blå mærker og en halv sko. Hun havde trådt mig lige på ribbenene, men jeg tænkte ikke engang på det. Jeg tænkte på min elskede pony, som lige havde fået verdens dårligste oplevelse. Hele vejen hjem gik jeg med hende, og min far kørende i bilen ved siden af. Hun var træt og bagbenene (som hun har spat i) hævede omkring hasen. Hun blev sadlet af og jeg kom hjem. Vi fik ringet til lægen, men skulle vente til dagen efter, hvor jeg skulle ned og undersøges. Det viste sig, at jeg havde bøjet alle mine ribben i venstre side, men hun havde heldigvis ikke trådt på mine organer, så de havde ikke taget skade.

Min veninde hjalp mig

Den første tid herefter gik meget roligt. Jeg ville så gerne ud at ride igen, men kunne ikke, da det gjorde for ondt i min venstre side. Min veninde var rigtig sød og hjalp mig med at holde hende igang, efter at hun havde haft nogle fridage efter oplevelsen. Bamse var blevet "en anden hest". Hun var bange for ting, der kom bagfra og hun var nærvøs i trafikken. Efter en god måneds tid begyndte vi at komme rigtigt igang igen. Vi fik redet lidt, men vi red ikke på tur. Der var ikke nogen at ride tur med, og jeg ville ikke af sted alene lige med det samme efter den dramatiske oplevelse.

Bamse tog flugten endnu engang

En dag tog min veninde sin shetlandspony med ud på en lille tur sammen med os. Turen gik fint, og herefter ville jeg ride lidt på stubmarken omkring vores gård. Flere hundrede meter væk kom der en traktor, hvilket resulterede i, at Bamse endnu engang satte i flygtende galop. Denne gang blev jeg ked af det med det samme, ikke så meget fordi hun løb, men fordi jeg var ked af, hvad manden på scooteren havde været skyld i. Jeg hoppede af hende i farten og hun stoppede op med det samme.

Flyttede til en ny stald

Der gik længere og længere tid inden vi kom ud på ture igen. Min far gik med os, men det ændrede ikke så meget. Hun hyggede sig, når vi red ture, men på samme tid var hun meget bange og nærvøs på vores ture. Hun reagerede på alt; skraldespande, vejskilte, trafik, dyr og mennesker. Hun reagerede på ting, som aldrig havde skræmt hende før - det var rigtig synd for hende. Vi begyndte at træne andre ting i stedet for ture. Vi trænede på ridebanen, for at vænne hende til ting, som kom bagfra og vi gik på ture ned ad grusvejen herhjemme. I Oktober 2011 blev hun flyttet. Hun kom ud på en gård, nær den by, hvor jeg går i skole, så jeg nu kan tage bussen op til hende hver dag efter skole. Men hun var stadigvæk meget nervøs.

Langsom tilvænning

Nu havde jeg fået mine føelser på plads, og jeg havde bestemt mig for at gøre hende turvant igen. Vi startede ud med kun at gå ned af den lille vej, der tilhørte stalden. Den var kun 200 meter, men den gik lige op til en trafikeret vej. Bamse skulle gøres trafikvant igen, men på et område, hvor hun følte sig tryg. Hun blev heldigvis mere og mere tryg. Til sidst kunne der køre lastbiler forbi hende, imens vi stod på grusvejen lige op til vejen. Vi begyndte derfor at vove os ud på "usikkert område", blot 300 meter længere end vi plejede. Vi tog turen i rigtig mange uger som "skridt varm" og "skridt af". Hun blev bedre og bedre, men man kunne stadig mærke, hvor usikker hun var på sig selv. Hun kunne ikke acceptere, at en lastbil kørte forbi, hvis hun stod på samme vej, så panikede hun fuldstændigt og begyndte at bakke meget hurtigt, men vi måtte træne det op. Vi forsatte stille og roligt. Med en veninde ved siden af skridtede vi et længere stykke langs vejen. Hun kiggede stadigvæk på tingene, var usikker og panikkede i en del situationer, men vi havde vores gode øjeblikke på de små ture, som vi fik trænet på. Vi vågede os længere og længere væk,  nu helt op til én kilometer væk fra stalden, men hun reagerede kraftigt, når vi skulle passere de to gårde, som vi mødte på vejen. Hun ville ikke skridte forbi dem, hun pustede sig op og stivnede helt. Vi måtte mange gange have min far med for at trække hende forbi ting, som hun virkede usikker på.

Tilbage ved det gamle

Tiden gik med at gøre hende trafik- og tursikker igen. En dag i december fik jeg taget mig sammen til at ride i skoven alene. Kun mig og Bamse. Vores første tur alene siden ulykken. Hun var sej, lidt nærvøs - men sej. Vi træner videre. Med tiden er det blevet bedre og bedre, men hun falder engang imellem tilbage og bliver usikker i situationer, hvor hun ikke føler sig tryg. Det tog mig godt seks måneder at nå dertil hvor jeg er idag. Med en god vilje og et roligt sind har jeg i dag fået min pony tilbage. Den 29. februar 2012 red vi vores første tur, hvor jeg ikke følte frygt for at ride af sted dagen efter. Jeg følte, at hun var helt som før ulykken. Hun gik med hovedet i afslappet holdning, jeg red for helt løse tøjler og der kørte busser, lastbiler og personbiler forbi os. Vi red over en bro, hvor motorvejen er lige nedenunder og hun var rolig. Rolig som før. Alt var tilbage ved det gamle. "

- så okay, idag er det et år siden vores ulykke og jeg har lige skrevet min artikel af til jer som læser og følger min blog, eller bare til mig selv så jeg kan se på det her om endnu et år. Mine minder vælter op og det er hårdt at tænke på at jeg lige nu, i det her minnut, for et år siden sad og tudbrølede fordi jeg var så ked af det der var sket, og fordi det gjorde ufatteligt ondt i mine ribben. Det har været en vild tid, og vi har oplevet ting jeg aldrig havde drømt om, og som jeg ikke tror nogen drømmer om at opleve. Men alligevel. Det har gjort os SÅ meget stærkere og idag har jeg en helt anden hest. Jeg kan gøre ting med hende som jeg ALDRIG har kunnet før! Vi forandrede os ligeså posetivt som negativt. Hvis ikke mere posetivt efter vores utrolig dårlige oplevelse den dag. Når man oplever ting som dette med sin hest, finder man ud af hvor heldig man er at have det man har, og ikke fokusere på hvad man kunne have eller hvad man kunne gøre. Bare leve i nuét og vide at man er heldig som man har det. Bamse og jeg var på tur idag, med vores nye rebgrime - og ved i hvad? det gik f-a-n-t-a-s-t-i-s-k. Hun er rengående. og vi havde SLET ingen problemer med at ride i rebgrime trods det er meget langtid siden sidst. Hun var perfekt, hun ér perfekt ! Jeg håber sådan at i der læser det kan bruge vores oplevelse til noget, og se posetivt på det.

I vores svære tid brugte jeg citatet; "alt kommer til den der venter" rigtig mange gange. Når jeg fortalte mine venner og veninder om vores oplevelser gang på gang - tur for tur. Og det passer, alt kommer til den der venter, det har jeg et bevis på nu .