Idag er det d. 10 Oktober 2014, en helt ganske særlig dag for mig. For idag er det 6 år siden at jeg fik part på Bamse og den helt igennem fantastiske rejse med hende begyndte. Jeg vil aldrig nogensinde glemme vores første stunder sammen, eller i det hele taget første gang jeg så hende. Hun var noget ganske særligt lige fra dag 1. De fleste har allerede hørt hele vores historie, og den kan med garanti findes hvis man vil bruge tid på at se mine gamle blog-indlæg igennem, derfor vil jeg ikke bruge ret meget tid på at fortælle den igen. Nu vil jeg i stedet fortælle lidt om hvad der egentlig sker for os pt,
I hører ikke ret meget fra mig længere, og det er jeg self. på mange måder rigtig ked af. Min blog var en kæmpe del af min hverdag førhen, det kan man desværre ikke rigtigt sige at den er længere. Jeg beholder den mest fordi jeg nok på et tidspunkt får samme lyst til at skrive og opdatere med billeder igen. Foreksempel som på en dag som idag, hvor jeg faktisk har rigtig meget lyst til at skrive det her indlæg til jer.
Altså, min hverdag har ændret sig meget efter jeg er startet på gymnasium, men det kender de fleste nok til. Det handler om at priotere, hvilket jeg måske på mange måder er blevet rigtig dårlig til. Førhen havde jeg frem for alt valgt hestene som nummer 1. men sådan er det nok ikke helt længere. Jeg har måske mistet min interesse en lille smule, eller nærmere: så har jeg bare fået rigtig mange andre ting i hverdagen som jeg også skal huske at tænke på, og dermed ikke den samme tid til hestene som jeg plejede at have. Det er specielt svært at få det til at hænge sammen pga. transport, det tager ekstremt langtid med den offentlige transport, på en dag hvor jeg har fri kl. 14 er jeg først hjemme kl. 19, og det er ret sent om aftenen når jeg både har afleveringer, lektier og skal lave aftensmad. Tiden er altså ikke den samme længere, og det er jeg rigtig ked af.
Jeg har mange dage hvor jeg bare sidder og tænker på hvordan tingene normalt var, hvordan jeg bare havde de bedste ideer og det største overskud, sådan er det ikke længere, ihvertfald ikke lige nu. Men det kommer nok igen, min damer nyder nok også at gå og hygge sig på marken med deres heste-venner, og blive striglet og hygget om. Det var præcis hvad jeg også gjorde idag,
Den her uge har været super hård, vi har haft NV-uge på gym. og jeg må sige at det ikke lige er min stærke side. Jeg har været rigtig træt hver dag jeg er kommet hjem, mandag og tirsdag var jeg i stalden - Mandag red jeg en god tur med Bamse, tirsdag lavede vi en rigtig dejlig hygge-strigle dag, onsdag var Estel løs på banen og Bamse lavede ikke så meget andet end lige at blive striglet igen. Igår var tiden der ikke, da jeg først havde fri kl. 16 og idag, ja - der striglede vi igen, bare hyggede i stalden. Hun fik lidt guf, også gik vi ellers en lille tur over i ridehuset, hvor hun spiste en tot hø. Vi fik også gået os en lille tur ned ad vejen hvor hun fik lov til at græsse lidt. Jeg tror hun nød det.
Men alt er ikke guld og grønne skove. Som i ved, var bamse syg hele sommeren storset, og alt træning gik totalt i stå. Det tager hårdt på en at hver gang ens gode arbejde er blevet til noget stort, så falder det hele på gulvet og jeg må begynde forfra. Sådan en situation har vi desværre været i op til flere gange nu, og jeg må sige at jeg begynder at blive "træt". Det kræver meget at ride Bamse, og hver gang det går virkelig godt - så kommer der en efterfølgende periode hvor det går virkelig dårligt. Det må man sige vi også har denne gang.
Bamse blev rask igen og begyndte at tage på, hun er super fin i vægten pt. Hun mangler self. muskler, men hun er ikke for tynd synes jeg ikke. Hun er blevet super fin, og lige som jeg troede alt begyndte at lysne, så kom der endnu en dårlig nyhed. Først vil jeg lige sige mange tak for alle de undrende beskeder jeg har fået om hvad der er sket med hende, det betyder meget at det har jeres interesse, men denne gang er det endnu sværere lige at snakke om end det har været de andre gange. Fordi, den her gang - kan jeg intet andet gøre, end at se det blive værre.
Det er sådan at bamse er ved at blive blind, jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal forholde mig til det. Nogle gange tænker jeg ikke rigtigt over det, andre gange - bliver jeg ked af det. Jeg har ikke rigtigt lyst til at snakke om det, fordi - det har jeg bare ikke. Det er noget jeg skal vende mig til alene. Ingen kan gøre noget for at få det til at stoppe, det er nok også det værste. Jeg gør ikke andet end bare at nyde hende hver eneste gang jeg er i stalden, give hende en ekstra mys på mulen og nusse hende lidt ekstra bag ørene! Det kan hun godt lide, er jeg helt sikker på. På trods af det hele, virker hun glad! Hun er i godt humør og vil stadig gerne med ud at ride. Dog er det self. anderledes, fordi hun ikke kan se nær så godt som hun plejer. Men hun klarer det godt! Jeg er stolt af hende. Det eneste jeg ønsker er at beholde hende så langtid som det er muligt.
Nu vil jeg slutte for nu, har ikke ret meget mere at fortælle. I må nyde de gamle billeder jeg lige fandt frem i dagens anledning. Nu hvor jeg har efterårsferie og hestene bliver klippet næste fredag, så regner jeg med at der vil komme nogle nye billeder snarest muligt.
Hej, hej.
-Minna
